Arkitekturen
Forvandlingskuglen Taarbæk Kro har aldrig lignet sig selv mere end nu. For når en højt elsket historisk bygning skal fremtidssikres, må man rette op på tidligere indfald og luner og finde ind til kernen.
Genkendelighed og harmoni
Kroens arkitektur har båret præg af, at den er opstået ad hoc igennem årene, med udvidelser og ombygninger og endda i en periode som delvist skibsværft. Med andre ord har der været en del tilfældighed over udtrykket. Den mere synlige del af arbejdet for restaureringsarkitekt Lars Tuxen fra Wenzel + Tuxen har derfor bestået i at sørge for, at Taarbæk Kros volumener og linjer bliver så genkendelige som muligt. Det betyder bl.a., at kvistene på den kridhvide bygning stadig har deres karakteristiske afrundede hjørner, mens f.eks. vindueslinjer er blevet rettet op, så de nu flugter harmonisk.
Alle løsninger er så gedigne, ægte og ærlige som muligt. Således er vinduerne af egetræ, en stor del af træværket er genbrug, mens fliserne er af natursten fra Øland. Alle elektriske installationer er nye, og selve taget består af solceller (uden genskin), som sikrer en stor del af kroens energiforsyning, mens glastaget over gårdrummet har et filter på, så man som gæst til koncerter og foredrag ikke generes af solen.
Apropos det glasoverdækkede gårdrum var det vigtigt for bygherren, at man kunne have direkte kig ud til vandet, således at man aldrig er i tvivl om, at man befinder sig i et maritimt område. Disse kig har Lars Tuxen selvfølgelig også sørget for, samtidig med at gæsterne i kroens forskellige rum kan sidde ugeneret.
”Vi ændrer ikke, vi rydder op”
Som Lars Tuxen siger: ”Vi ændrer ikke kroen, men vi rydder op i tilfældigheder og skaber ro i det udtryk, der tidligere er opstået ad hoc.”
“Vi ved, at folk har mange dyrebare minder herfra – det har jeg også selv; det var f.eks. her, vi tog hen for at morgenbade og se solen stå op efter festerne i ungdommen – men jeg håber også, at de vil kunne se, at det, der bliver gjort for kroen nu, er så rigtigt og ægte."
Æstetisk ærlighed
”Det overordnede designudtryk, som bygherre har udtænkt sammen med designer Niels Bastrup, kommer til at revitalisere kroen og bringe det æstetiske frem på en smuk og naturlig måde. Jeg er i hvert fald begejstret og synes, det er en spændende opgave at samle det hele,” fortæller Lars Tuxen. ”Mit udgangspunkt er altid ærlighed; at jeg vil kunne være resultatet bekendt, og at jeg selv ville kunne bo der eller komme der. Og det kan jeg i den grad med Taarbæk Kro.”